Falketind er en av de mer kjente toppene vi har!

Den er definitivt å regne som en klassiker i norsk fjellsport. Allerede i 1820 ble denne toppen besteget første gang, en bestigning som regnes som den første alpine bestigningen i Norge. Ruta førstebestigerne gikk kalles pioneer-ruta. Det er en den ruta Mountain Adventure benytter på vår føringstur

Falketind via pioneer-ruta

Turen starter ved bommen/parkeringen i Koldedalen. Herfra går vi langs veien inn til hytta i enden av veien i Koldedalen. Derfra videre opp til Falkebreen, fortsetter over breen til vi møter veggen der førstebestigerne gikk opp. Her får vi bratt og luftig klatring/klyving opp til Stølsnosbreen (grad 2+). Vi bruker sikringsutstyr på klyve/klatredelen (ca. tre-fire taulengder).

Videre opp ryggen på baksiden av Falketind til topps. Ned igjen bruker vi samme vei.
Ingen klatre eller sikringserfaring er nødvendig, men turerfaring fra andre topper er en fordel. Viktig å være forberedt på relativt bratt og utsatt terreng.

Turen beregnes til ca. 9-10 timar.

Fantastisk tur i alpint terreng! 

Litt histore om Falketind!

Den første bestigning av en alpin tind i Norge

Sammen med Slingsbys førstebestig­ning av Store Skagastølstind i 1876, er førstebestigningen av Falketind, som fant sted så tidlig som 1820, under til dels dramatiske omstendigheter, den mest kjente.
De første byfolkene som reiste på opp­dagelsesferd til de avsidesliggende fjellområdene i innlandet var gjerne studenter og vitenskapsmenn. Så var også tilfelle med Peter Christian Bianco Boeck og Baltazar Mathias Keilhau.
Deres reise er gjerne blitt kalt den første virkelige oppdagelse av Jotunheimen. Sammen med reins­jegeren Ola Urden fra Slidre i Valdres la de i juli 1820 ut på sin oppdagerferd til det ukjente fjellområdet, som Keilhau senere foreslo å kalle «Jotunfjeldene». På sin reise fra Valdres besteg de den 12.07.1820 Austre Kalvehøgde, og etter en natt i Nørdre Tybod ved Tyin, bega de seg innover mot Falketind, som den gang het Koldedalstinden. De gikk innover Snøggeken (Falkbreen) mot den steile østveggen nord for selve toppen. Keilhau var ikke videre lysten på å gå opp her, men det var reisefølge hans. Som han selv skriver:
«Alle mine Forestillinger, at det vilde være umuligt at bestige den, var forgjæves: det var ligesom en Manie havde betaget min Reisefælle; han vilde absolut op paa den aldrig bestegne Tind og søgte at overtale vor uerfarne Ledsager om Muligheden. Til inten Nytte indvendte denne, at det var Formastel­se, han blev trukken afsted henimod Muren. Da forsøket forekom mig aldeles frugtesløst, og jeg ­troede, at de ikke skulde kunne gjøre et eneste Trin fra Sneefladen op paa Præcipien og altsaa ikke en gang faa Anledning til at udsætte sig for Fare, saa tog jeg Veien til en lavere og mindre steil Fjeldtop.»
Fra sin mindre steile fjelltopp, trolig Snøggeknosi, hørte Keilhau stadige ras borte fra fjellveggen ettersom snøen smeltet. Han ble bekymret for sine reise­feller og skyndet seg tilbake opp breen. Etter en stund får han øye på vennene sine oppe på toppen, og da fikk han det travelt:
«Der var intet øiblik at tabe, dersom jeg vilde finde dem deroppe. Jeg steg med muligste Hastighed op efter Riften. Vandet, som overflødigen faldt ud fra den ovenfor optøende Snee, løb ideligen ind i Ærmerne, naar Armen opraktes for at gribe i Klippenes Ridser og fremspringende Ujævnheder; smaae skarpkantede Stene kom hyppigen neddandsende og erindrede, idet de ofte meddelte smertelige Stød og Saar, om de rædsomme Laviner, som nu i nogen Tid havde tidet.»
Keilhau kom seg opp via en utsatt oppgang: «Men det var betænkelig Forsøg - at klamre sig frem paa Randen af en Præcipie, der styrter 4-500 Alen under en Vinkel af 80 Grader, paa en svimlende Høide at have det usikreste Fæste for Fod og Haand og des­uden at trues af den overhængende Snee.»
Så sterkt inntrykk gjorde denne oppstigningen at: «Jeg gjorde det hellige Løfte aldrig at gaa den tilbage om det lykkedes mig at komme op.»
Det lyktes, og snart var de samlet på toppen. Etter en stund med dytting av steiner utfor stupene «aabnedes Debatterne om Nedgangen.»
Urden var fast bestemt på å gå samme vei tilbake, mens Keilhau hadde sett at det så mindre bratt ut ned mot Morka-Koldedalen. Urden gikk samme vei tilbake, mens Keilhau og Boeck gikk ned Stølsnosbreen. På løs og forræderisk morenemasse rotet de seg bort i venstre kant av breen ned mot de bratte fjellsidene, før de ble tvunget til å snu. Boeck hadde fått nok og fortsatte tilbake i retning der de kom fra. Det ble allerede sent, og dagen gikk mot kveld. Fra vest kom et uvær trekkende inn, og torden kunne høres i det fjerne. Keilhau holdt sitt hellige løfte og krysset i stedet den oppsprukne breen over mot andre siden, og følte seg etter hvert like dumdristig som de andre:
«Jeg foer jo ud paa en is, hvor tynd falsk Snee skjul­te for Øiet de Svælg, der for hvert Skridt ere færdige at modtage den Dumdristi­ge, som vover sig derhen blottet for et-hvert af de Forsigtighedsmidler, man til den Hensigt har opfungdet.»
Etter en lang og strabasiøs tur kom Keilhau tilbake til hytta de forlot om morgenen, uten å finne noen av turkameratene. Urden dukket etter hvert opp, men Boeck uteble. Keilhau ble meget ­urolig over den savnede vennen:
«Udstrakt paa de tørre Riisqviste faldt Bonden snart i en dyb Slummer; jeg følte at Søvnen ogsaa lagde sig tungt paa mine Øienlaage; men saasnart de lukkedes, reve skrækkende Syner dem atter i Veiret. Han, som jeg havde forladt, stode der med knust Hoved, med brudte blodstænkte Lemmer - eller jeg saae, hvorledes han styrtede fra den høie Muurtinde, hvorledes han stødte an mod Klippen og slyngedes tilintet­gjort ud i gy­selige Afgrunde. Nu var det mig umuligt at lukke et Øie. Den døende Ild paa Arnestedet slog den sidste skjælvende Flamme i Veiret og belyste hurtigen den dunkle Hule. Et sterkt Tordenslag skraldede, som et Skybrud ned­styr­tede Regnet. Da hørtes et Raab, en Stemme lød nedigjennem Tagets Røghul. Det var hans! Jeg fore sammen. Dog - de Døde tale ikke. Jeg havde ham lyslevende, heel og holden. Intet Uheld var tilstødt ham; den lange Udebliven var kun en Følge af den Forsiktighed, hvormed Nedstigningen var iverksat. Nu blev Boden os snart den gladeste Gjæstebudshal, nu var al Gjenvordighed glemt, og denne Nat som først havde været den sørgeligste, lod os endnu nyde Øieblikke, hvis Erindring fra hele Reisen altid vil blive os den kjæreste.»
Så endte denne dramatiske turen godt, en tur som selv i dag regnes som en krevende topptur via denne ruten.